Side 1

KAPTAJN P. H. CLAUSEN FORTÆLLER.
Han skriver saaledes om Livet om Bord: »Jeg maate passe og renholde Kahytten og i Søen gaa Vagt med og tage Rortørn. Ved Land tage fat med alt, ogsaa Lastning, holde rent i Ruf og Kahyt, feje Dæk og gaa Vagt om Natten til Skipperen kom om Bord. Min gode trofaste Kammerat i disse lange og mørke Vagt-timer var Skibshunden, en hvid Puddel, der var kommen tilløbende i Hartlepool, og som siden havde delt Køje med mig, saa baade den og jeg var lige fedtede; men saadanne Smaafing tog man ikke saa nøje. I Køjen opbevaredes Pindebrænde og »Tørkels« til at sætte Ild paa med og under Køjen Kul. Det kneb ellers med at holde disse Ting tørre, og det sikreste mod Fugtighed var min Køje. Det var den Gang ikke saa sjældent, at naar flere danske Skibe laa i samme Havn, at der kogtes i Fællesskab paa Land. Der blev da anbragt et stort Treben og en større Kedel end sædvanligt til Kogningen. Fyrstedet blev paa den Maade ret højt, og da jeg var lille af Vækst, kunde jeg ikke naa op at røre i Gryden. En Dag saa en stor Skotsman mine Besværligheder, og han løftede mig derfor op paa sine stærke Arme, medens jeg rørte i Gryden. Jeg var det første Aar i Holland, England og flere Steder i Østersøen. Vi havde 8 Ladninger paa Kølen, 4 med Korn og 4 med Kul.

Næste Aar kom jeg med den paa Fanø nybyggede Brig »Conrad« for en Hyre af 3 Rdl. pr. Maaned, og Farten gik da fra Kiel, hvor jeg blev paamønstret, til Memel og derfra til Port Natal. Vi havde i Kattegat og Nordsøen svære Storme, saa Rejsen tog 112 Dage. I Natal saa jeg Negre for første Gang, store, svære Karle med glinsende Hud, og alle gik de splitternøgne. Et lille Blikfutteral, hvori de havde Snustobak, hang i Ørerne. Saasnart vi lagde til ved Broen, myldrede de om Bord for at hjælpe os. De skulde saa have »en Dram«, som jeg skulde traktere dem med. Jeg syntes, at de lignede hinanden og var ens, saa jeg kunde ikke kende Forskel paa dem. De maatte kun faa et Glas, men af ovennævnte Grund, at jeg ikke kunde kende Forskel paa dem, var der mange, der snød sig til at faa to Glas. Jeg fandt da paa at slaa en Kridtstreg paa deres nøgne Krop, naar de havde faaet, hvad de skulde. Forøvrigt fik de en Sh. om Dagen. Fra Natal gik vi til Singapore og Hongkong. Her fik vi Kinesere og Malajer at se. Vi skulde have Kobberforhudningen repareret, og Malajerne dykkede uden videre ned for at undersøge Skibsbunden og reparere Kobberet. Vi fik paa den Maade 2 Plader fornyet af en Malaj med sine 2 Sønner. Først dykkede Manden ned og fandt, hvor de daarlige sad, derefter blev Kobberpladerne gjort færdige med de nødvendige Huller for Sømmene, over hvert Hul kom en Klat hvid Maling for at kunne skinne i Vandet. Sønnerne gik saa ned ved hver Ende af Pladen med Sømmene mellem Læberne. 10 Søm kunde de slaa i, hver Gang, de saa var nede. Tilsidst gik Faderen ned og eftersaa Arbejdet. Da vi efter 2½ Aars Forløb kom i Dok i Hamborg, viste det sig, at Pladerne sad ganske godt endnu. Medens vi laa i Hongkong, blev Briggen »Glaridse« af Altona bragt ind, den var bleven overfalden af Sørøvere. Kaptajnen, Styrmanden og et Par af Mandskabet var slaaet ihjel, de andre reddede sig ved at skjule sig i Kabelrummet, til Plyndringen var forbi.

Om Bord i »Conrad« havde vi til vort Forsvar 3 Kanoner, 6 Rifler, 2 Jagtgeværer og 2 Revolvere, hvormed vi hver Lørdag holdt Øvelse. Forøvrigt betjente Kineserne sig meget ved Overfald af Stinkpofter, som de kasted~ omkring paa Dækket. Paa Manilla, hvor-til vi var kommen fra Hongkong, fik vi en Dag Brug for vore Vaaben, idet Byen blev overfalden af Folk fra det indre af Landet. Præsten i Byen sendte Bud om Hjælp fra Skibet, hvad vi ogsaa ydede. Røverne var kun bevæbnede med Køller og Spyd. Der var fuldt med Hajer i denne Bugt, hvad vi ikke vidste, hvorfor vi ogsaa uden Frygt badede i Vandet langs Skibssiden. Men en Dag, vi havde slagtet et Kreatur, blev Huden, der hang uden Bords paa et Tov, pludselig snappet bort af en Haj; siden vogtede vi os for at bade. Papegøjer og Aber var der mange af, og med dem havde vi 'egen Morskab.

I Wampoa paa den blaa Flod lastede vi Stykgods til TientWampoa er Forstad til Kanton og bekendt for sine dristige tyve, de er saa dristige, at de stjæler Tøjet af Kroppen paa Europæernee og Kobberpladerne paa Skibets Sider. Vi maatte derfor foruden den sædvanlige Vagt postere Folk ved For- som Agterstævnen med skarpladte Geværer. Fra Wampoa havde vi foruden anden kostbar Ladning ogsaa en død Kineser med, samme Kineser havde været en højtstaaende Personlighed i det nordlige Kina, og nu skulde han hjem og begraves. Hans Tjener fulgte med og passede Lysene, som skulde brænde uafbrudt, endvidere afbrændte han Papir-strimler, og paa Kisten var fastbunden en Hane, der med sin Galen skulde holde de onde Aander borte. En yndet Søndagsfornøjelse for Søfolk i Kina var paa lejede Æsler at ride ud paa Landet. Jeg kom slemt i Knibe en Gang, da vi vendte tilbage efter en saadan Udflugt. Jeg var den agterste i Flokken. Min Formand kom til at ride ind i en Bukkenslagerbutik og anrettede en større Ødelæggelse, hvorover der fra Publikum blev en Hujen og Skrigen, som forskrækkede mit Æsel, der satte i Fart en hel anden Vej, saa jeg ikke havde mere Glæde end til mig selv. En tililende Kineser fik grebet Æslet og ved venlige Ord og Klap fik det beroliget, saa jeg kunde fortsætte. Om Bord havde vi en lille Kineserdreng, Ashan, hed han. Han og jeg forsøgte at lære hinanden vort Modersmaal. Det lykkedes bedre for ham at lære Dansk end for mig at lære Kinesisk. Da han blev afmønstret, stak han af med noget af mit Tøj.---Rejsen til Falmouth tog 138 Dage, derfra gik vi til Hamborg, hvor jeg ankom i Juli 1866 efter 34 Maaneders Fraværelse fra Danmark. Dér blev jeg afmønstret.«

Til denne Beretning føjede Clausen Stederne, hvor han i de første 10 Aar efter sin Konfirmation fejrede Julen: Jeg blev konfirmeret i Februar 1862, samme Aar holdt jeg Jul i Aarhus, i 1863 om Bord paa Rejsen Memel Port Natal, Øst-Afrika, i 1864 i Chefoo, Kina, i 1865 i Singapore, i 1866 hjemme paa Fanø, i 1867 i Søen ved Kap Horn, i 1868 omtrent ved samme Sted, i 1869 ligeledes, i 1870 i Søen ved Atlanterhavet, i 1871 hjemme, og i 1872 i Guayquil.«

Videre fortæller Kaptajn Clausen: »Da jeg var om Bord i Briggen »Amalie« (1882), fandt vi paa en Nytaarsaften at skyde Nytaar ind. »Amalie« var 238 R. Tons og førtes af Anders B. Clausen af Nordby (han omkom med dette Skib 1885). Vi havde en Kanon om Bord, og nu blev den halet frem og ladt. Styrmanden om Bord, Hans Jessen,:.) ogsaa fra Nordby, havde været i amerikansk Tjeneste under Borgerkrigen og ikke ukendt med at behandle Skyts, ligesom jeg under min Orlogstjeneste ligeledes havde været med til at affyre en Kanon. Vi blev nu som særlig sagkyndige udnævnt til Betjening af Kanonen. Vi foreslog at anbringe Kanonen paa Halvdækket, men Kaptajnen mente ikke, dette var nødigt, da det kun var en lille Tingest til Kanon, som ikke kunde gøre større Malør, hvad den imidlertid gjorde. Naa, vi fik Kanonen ladet. »Der skal spillemig en ordentlig Portion Krudt i,« sagde Jessen, »og så en ekstra god Forladning.« Som sagt saa gjort. Forladningen blev stampet ned i med en Haandspage, noget Fedt smurtes rundt i Mundingen af Kanonen for at faa en smuk Ring, naar den affyredes, hvad jeg havde set blev gjort om Bord i »Peder Skram« ved den Kanon, jeg var ved. Da vi ingen Fænghætter havde, lavede vi en »Fus«, d. v. 5. noget Krudt blev blandet med Spyt og rullet sammen til en Kugle og lagdes over Fænghullet, og vel Hjælp af en Cigar antændtes Krudtet. Da alt var klar, og Kaptajnen kommanderede »Fyr~« satte Jessen Tænderen til og - bum, sikken et Rabalder det gav. Kokken, der sad i Kabyssen og pillede Kartofler til Labskovsen, kom styrtende ud, bleg som en kalket Væg og bandende paa Tysk (han var Holstener): »Gotts Donnerwetter, sind Sie den toll?« Alle løse Sager i Kabyssen var nemlig faldet ned af Lufttrykk et. Ud af Svinehuset kom Grisen i fuld Fart og sprang langs Dækket hen under Bakken og »bandede« paa sit Sprog ligesom Kokken. Grisehuset var nemlig faldet sammen ved Skuddet. Da Skuddet gik af, kom Folkene, der var til Køjs, farende ud paa Dækket, forskrækket over Larmen af Skuddet. Skibet, der var paa Rejse fra Hamborg til Vera Cruz, havde bl. a. et større Parti Dynamit om Bord. 2den Styrmand, der var Sønderjyde, raabte paa sit sønderjydske Maal: »N trøj, de war æ hiele Skiw, der sprong i æ Luft.« Kaffen, der laa og dasede paa Agter-lugen, tog i et Par Spring op i Rigningen til Store-Mærs, og Hunden, der havde fulgt Forberedelserne med stor Interesse, da den syntes at fornemme, det gjaldt en Rottejagt, peb saa ynkelig og løb ned i Kahytten, hvor den søgte at skjule sig. Ellers skete ingen Skade, og Nytaar var nu paa behørig Maade »skudt ind.« Da Forskrækkelsen var overstaaet, trakterede Kaptajnen med et Glas Vin, og saa lød der et Hurra for Fanø.« P. H. Clausen fik siden hen sit eget Skib at føre. Først førte han for andre Rederier Briggen »Johanne«, 3 m. Skonnert »Sørine«, Skonnertbriggen »Chr. Lytzau Lund«, alle af Nordby, derefter byggede han Barken »Laura« paa 5. Abrahamsens Værft i Nordby, det var i 1889.

Om en Rejse, der var en Tur lorden rundt, med Barken »Laura« i 1894 har han fortalt følgende i »Dansk Søfartstidende«: »Den 2. September gik vi fra Hamborg med en Ladning Stykgods bestemt for Papeeta (Tahiti). Havde sædvanlig Vind og Vejr gennem den engelske Kanal, fulgte Ruten vest om Azorerne og passerede Nkvator den 9. Oktober. Efter at være kommen gennem 5. Ø.-Passaten, sattes Kursen i en Bue over mod Tristan d'Cunha. Vi kom paa Grund af sydlig Vind tæt nord om samme, styrede siden ned paa 45 O Br. og sejlede der Længden ud. Paa Grund af Taage saa vi ikke Crozet-Øerne. Havde nu Vinden mest nordvestlig med fugtig Luft, Storm havde vi kun i Nærheden af Kerguelen-øerne, en 3 Dages 5. Ø.-Storm, som satte Skibet nordefter. Vi saa da Toppen af Van Diemens Land og styrede imellem Sydpynten af New Zealand og Snaresøerne, hvortil vi ankom den 12. December med 100 Dages Rejse. Imellem øerne havde vi meget flov og stille Vind med Taage. Vi laa med Antipoderne i Sigte i 2 Dage. Taage med hæftige Storme er hyppig her, saa man maa være forsigtig, da øerne tildels er lave, og der dog ingen Lodskud kan faas før tæt ved dem. Vi styrede østefter, siden mere nordlig og fik 2. Juledag 5. ø.-Passat paa 38 0 Br. og 156 0 v. Lgd. Paa 180 0 Lgd. skiftede vi fra øst til Vest, saa vi fik 2 Onsdage med samme Dato. Den 1. Januar passerede vi øst om Tubay øen og fik den 3. Tahiti i Sigte. Paa Grund af nordug Vind, Storm og Regn kom vi vest om øen og krydsede op mellem Tahiti og Marea, hvilket ellers ikke er til at anbefale, da der hyppigt er langvarig Stille og uregelmæssig Strøm dér imellem. Med et Skib som »Laura« krydses dog let op, og vi var næste Dag udfor den østlige Indsejling, hvor vi fik Lods om Bord og kom godt ind i Havnen og paa den rigtige Ankerplads. Tahiti er en høj Klippeø, 7 a 8000 Fod over Havet og omgivet af Koralrev. Inden-for disse gives flere gode Havne, men Indsejlingen er især for større Skibe meget vanskelig; her er Papeeta ikke heldig; da den ligger paa N. V. Pynten af Øen eller i Læ, staar Passatvinden her meget ustadig og findes ofte slet ikke, mens den blæser frisk udenfor, hvilket kommer af, at Øen deler Vinden, og den, der blæser langs Sydkysten, kommer op paa Vestsiden som en Sydvind og møder den, der kommer langs Nordsiden, saa de jævnlig blæser mod hinanden og foraarsager den ustadige Vind og Stille i Papeetas Havne. Dette gør ogsaa, at det bliver meget varmt. I Havnen ligger rnan ellers meget godt, men man maa have godt fortøjet med Kæde ud baade for og agter og helst med Græs- eller Manillafortøjninger i Land, da der undertiden, naar Vandet staar over Revene, kommer en krap Sø og uregelmæssig Storm ind, der gør, at Skibet arbejder slemt og let brækker Klydserne, om man har Kæde i Land. Regelmæssig Flod og Ebbe findes her ikke. Er Skibet fragtet ud og ind, er det sædvanligt med frie Udgifter, kun Konsulat og Vand maa man selv betale. Ladningen maa man selv bringe i Land, men Ladningens Modtager giver Bro til og fra Land til Skibet. Kan man nu faa Folk til Hjælp, gaar Ud- og Indladning hurtig. Vor Ladning hjem bestod af Kopra (skaaren Kokusnød) alene, der maatte stampes godt fast for at faa nok med, og man kan da sædvanlig laste 15 pCt. over Reg. Tons. Den 21. Februar gik vi til Søs og styrede ned mellem Øerne sydefter, sejlede Længden af paa 52 0 Br., passerede Kap Horn 25. Marts, gik øst paa om Falklandsøerne og var ved Ækvator 28. April. Den 1. Juni fik vi England i Sigte og kom den 12. til Hamborg - altsaa 10 Maaneder og 10 Dage om Turen. Ladningen var købt af Konsul Pontoppidan, Hamborg, og gik dels til Libau, dels til Aarhus.«

Om en anden Rejse til Tahiti beretter Kaptajn Clausen følgende: »Vi afgik fra Hamborg den 2. Avgust med en Passager om Bord, Hr. Lamprecht. Fik efter at have passeret Kanalen hurtig N. Ø.-Passat, men havde under Ækvator eller i det stille Bælte meget sydlig Vind med stive Byger og Vandposer; passerede Ækvator 9. September. Igennem 5. Ø.-Passaten gik det godt fremad. Jeg bestemte mig til at tage Ruten om Kap Horn for at se, om Rejsen kunde gøres hurtigere end om Kap det gode Haab, satte derfor Kursen efter Le Maire Strædet og var udfor samme den 5. Oktober, styrede ind i Strædet tæt under Kap St. Diego, havde en god Strøm med samt frisk N. V.-Vind, saa vi løb hurtig igennem, men fik dog Stille under Kap Horn og maatte holde ret ud fra for at faa fat i Vinden igen. Vi holdt under Landet, men fik dér svære Storme af V. og N. V. i 10 Dage, de drev os syd efter til 61 0 Br., fik saa 5. Ø. med Sne og stod siden nord efter med stormende og omløbende Vinde, fik Jean Fernandes i Sigte den 3. November, en høj Ø, der ses langt, men hvis Top næsten altid er omgivet af Taage, styrede nu hen efter Massa fuerra, som ogsaa er en høj Ø med stejle Sider, derefter sattes Kursen efter Paaskeøen. Her kan faas baade Kød og Kartofler og flere Sager billigt, især om man har noget at give i Bytte, saasom Knive og Tøjsager. Guvernøren er en dansk Mand, født i Vejle. Fra Easter Øen sattes Kursen efter Pitcairu, der kom i Sigte den 21. November, vi styrede hen efter Øen og var Kl. 6 ud for Blighs Bay paa Nordsiden, og da der kom en Baad ud, brasede vi bak og lod den komme langs Siden. Folkene prajede paa godt Engelsk, om det var tilladt at komme om Bord, hvad jeg gav Lov til. Det syntes at være ret opvakte Mennesker. Skipperen paa Baaden var baade Præst og Guvernør paa Øen, der havde 139 Indbyggere, hvoraf nogle var borte paa Hvalfangst. Efter at have medgivet dem nogle Presenter, særlig for deres Damer, som vi kunde øjne stod paa Stranden, som Tak for de fra dem modtagne Blomster, gik de i Baadene, gav os en Sang og vi dem et Hurra. Vi brasede nu for fuld Fart og satte Kursen for Tahiti, passerede Mehetia den 29. og var Dagen efter ud for den østlige Indsejling til Tahiti, men paa Grund af svær Storm og Sø kom vi først ind efter en Dags Forløb med 120 Dage fra Hamborg. Efter Udlosningen indtog vi en Ladning af Bomuld, Perleskaller og Kopra (og var færdig hermed 23. Januar), bestemt til Lissabon for Ordre. Paa Grund af Desertation af Mandskab og Stille kom vi ikke til Søs før den 31., krydsede op til Luvart af Øen og satte Kursen sydefter. Vi iagttog flere af Øerne og havde stive Byger med roterende Dønning, saa der muligt har blæst en Orkan i Nærheden. Paa 54 ~ 5. Br. og 90 0 ~ Lgd. var Barometret meget lavt, dog uden at give Uvejr. Det var med sydlig Vinde og smulte Vande. Kap Horn passeredes den 8. Marts, Ækvator 12. April, og Lissabon naaede vi 8. Maj, fik dér Ordre til Liverpool, ankom dér 26. Maj og lossede i Birkenhead, hvorfra Perleskallerne sendtes til Hamborg, hvor de anvendtes til Nipssager og Dekorationer.«

Livet om bord