Fanøs virkelige glansperiode varede fra slutningen af 1860'erne til begyndelsen af det 1900- århundrede. Fremkomsten af dampskibene ændrede hurtigt vilkårene for sejlskibene, og selv om man prøvede at konkurrere, blev det hurtigt klart, at den konkurrence var tabt.
Skibenes størrelse ændrede markant gennem 1890'erne. Ved at selje med større skibe søgte man at nedbringe fragtraterne og dermed tage kampen op med dampskibene.
Antallet af skibe steg markant i ti-året fra 1865 til 1875. Der var her tale om en stilgning til det fem-dobbelte.
Antallet lå stabilt fra omkring 1875 til 1895, og derefter daler antallet af skibe igen hurtigt og i løbet af bare ti år forsvinder stort sat alle skibene igen fra Fanø.
Æraen slutter således i starten af 1900-tallet efter at det har varet i gyldne 25 år.
Skibene var gennemsnitlig knap 14 år i Fanø's eje. Mindre end halvdelen af skibene blev solgt eller ophugget.
Resten af skibene forliste, grundstødte, strandede eller havde andre former for haveri af en sådan størrelse, at det medførte at de blev kondenmeret. Forlis og andre haverier medførte ofte tab af besætningen som beskrevet et andet sted.
Den gennemsnitlige skibsstørrelse ligger fast igennem gennem det meste af 1800-tallet.
Fra slutningen af 1880'erne introduceres de store skibe og størrelsen stiger markant og hastigt.
Men selv de større skibe kunne ikke fastholde Fanø's rolle som skibscentrum, og på bare ti år blev den samlede tonnage reduceret med to trediedel.
I den sidste periode søgte man at holde indtjeningen gennem at sejle med større skibe.
De lave fragtrater og dampskibenes fordele underminerede alligevel sejlskibenes betydning.